Alt det der udsættes... #1

Det er lidt en hård opgave, for egentlig er der nok mange ting, som jeg udsætter, men helt automatisk fortrænger, fordi det er så hårdt at føle, at jeg ikke slår til hele vejen. Men øvelsen skal have en chance.

1. Søge et andet arbejde - ikke fordi det er strenget nødvendigt, men på sigt vil jeg gerne have et job med nogle andre udfordringer, end jeg har lige nu. Men hvor fedt er det lige at gå til jobsamtale som en flodhest, kan de se ind til den jeg virkelig er?

2. Tage i svømmehallen med mine børn. Jeg har en bikini og en badedragt, jeg elsker at svømme, men andre folks blikke gør bare, at jeg ikke orker. Jeg orker ikke at blive mindet om mine store lår og numse  med appelsinhud og skulle tvinges til at forholde mig til det. Tænk hvis jeg mødte nogen jeg kendte...

3. Tage til stranden... det er vist den samme problematik, som den med svømmehallen.

4. Gå i tøj butikker. Jeg ligger vist lige på grænsen til at kunne gå i en almindelig tøjbutik og i en butik for store piger (Gud, hvor jeg hader det udtryk, stor piger og tøj i store størrelser). Bluser kan jeg godt passe i alm. tøjbutikker, hvis jeg tager en large eller xl. Det kniber mere med bukserne. Hvor gad jeg godt, at jeg kunne vælge nogle fede jeans på hylden og hoppe direkte i dem. Det kan jeg ikke, ikke engang de største størrelser! Forestil dig at stå i et omklædningsrum og ikke kunne få bukserne længere op end til knæene, når ekspedienten kommer ind!  Bukserne i de store pigers butik er bare ikke særlig fede, så dem holder jeg mig langt fra. Og hvad gør man så? Ja, jeg har været så heldig at finde nogle posebukser, som jeg kan passe og et enkelt par i H&M, ellers går jeg i kjoler/nederdele med leggins under.

5. Jeg kan egentlig godt lide at gå på café, men når jeg skal bestille mad, kommer jeg altid i et dilemma. Bestiller altid det sunde, selv om jeg måske har lyst til noget med dressing og pommes frites.

6. Jeg hader, når vi er inviteret i byen. Ejer ikke noget smart tøj (måske alligevel lidt, men ikke det som jeg allerhelst ville have), ser kun hende den fede inde i spejlet. Bliver ked af det og dødfrustreret og sur!

7. Dyrke sport - hvordan vil det ikke se ud, hvis jeg ramte jorden, når jeg hoppede på trampolinen? Hvordan ville det ikke se ud, hvis det var mig der sørgede for uligevægt i robåden og man måtte tage en tres liters dunk til hjælp! Hvordan ville det ikke se ud, hvis jeg kom springende (utrolig langsomt og vibrerende) hen ad vejen i løbetøj? Men hvor elsker jeg bare fornemmelsen, når jeg har brugt min krop, sveder og står under den kolde bruser!

Nu er øvelsen så at vælge de tre ting, jeg savner aller mest og overvej hvad de ville give mig, hvis jeg havde dem i mit liv i dag - og så lige lægge en plan for, hvad jeg kan gøre for at få dem mere ind i mit liv!

Jeg tænker lige...

Hvornår var det lige, at det hele startede?

"Spis op, så bliver der solskin i morgen." Hvilken pligtopfyldende pige ville ikke gøre sin mor glad og spise den sidste frikadelle?

"Hun er en stor pige (ifht. sin søster), hun spiser lige så meget som en voksen." Sagt om en fem årig pige på en kro, hvor hele den store familie var ude til spisning.

Mor talte om sine mange ekstra kilo til farfar. Klioene der var svære at få af. Hun kiggede og spurgte sig selv - er mor tyk? Det troede hun ikke.

Resten af familien var ude i have og rive blade sammen. Hun fandt en pilleæske i køkkenskabet. "Bogense-kuren" stod der. i tiden der efter spiste hun en pille i ny og næ. måske ville de hjælpe, så hun ikke blev tyk. Hun tog ikke for mange, mor måtte ikke opdage det.

De andre skulle på søndagstur. Hun var alene hjemme og var lækkersulten. Ville lave æggesnaps, som de plejede at gøre hos naboens, bare sådan, når de havde lyst. Det lykkes ikke rigtigt. Istedet fandt hun en pakke med kagecreme. Hun spiste det, det smagte, det var hemmeligt og forbudt. Hun slettede alle spor ved at skylle kop og ske og stille det i opvaskemaskinen. Dan mor og far kom hjem, spurgte mor, om det var æggesnaps. Hun sagde ja, var flov og følte sig skyldig i en forbrydelse.

De fik kun slik om fredagen. Lidt slik og hvis de var heldige, fik de også en lille sodavand. Is var kun til efterret i weekenden, da de blev lidt større, måtte de også få det til hverdag. Chokoladetrekanter, vafler og bradepandekager kom ofte på bordet, når der skulle hygges, og så måtte de spise lige så meget de kunne. Hun åd.

Kalorietælleren fandt hun i reolen en sommer, hvor hun var alene hjemme, hun var ca. 15 år. Hun læste om kalorier og fandt ud af, hvilke der var få i og spiste kun det - i hvert fald i et par dage. Æbler og knækbrød.

Da hun kom på gymnasiet, tog hun på, men hun følte sig ikke tyk, selv om nålen på farmors vægt viste 85 kg.

Hun er selvfølgelig mig! Det var sådan mit forhold til mad og krop var, da jeg var barn.
Det var egentlig først, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg rigtig fik vægtproblemer. Pludselig kunne jeg købe alt det, der var forbudt og jeg lavede en slikskuffe i mit køkken, så der altid var noget, hvis jeg blev lækkersulten. Det var jeg tit! Et halvt år inde i mit studie vejede jeg alt alt for meget.
Siden da er vægten gået op og ned og op igen og mit liv, har foruden uddannelse, job, mand og børn, i høj grad handlet om kalorietælling, trøstespisning og evig dårlig samvittighed.

Jeg spiser, når jeg er ked af det, frustreret, nervøs, stresset, selv når jeg er glad!