"Spis op, så bliver der solskin i morgen." Hvilken pligtopfyldende pige ville ikke gøre sin mor glad og spise den sidste frikadelle?
"Hun er en stor pige (ifht. sin søster), hun spiser lige så meget som en voksen." Sagt om en fem årig pige på en kro, hvor hele den store familie var ude til spisning.
Mor talte om sine mange ekstra kilo til farfar. Klioene der var svære at få af. Hun kiggede og spurgte sig selv - er mor tyk? Det troede hun ikke.
Resten af familien var ude i have og rive blade sammen. Hun fandt en pilleæske i køkkenskabet. "Bogense-kuren" stod der. i tiden der efter spiste hun en pille i ny og næ. måske ville de hjælpe, så hun ikke blev tyk. Hun tog ikke for mange, mor måtte ikke opdage det.
De andre skulle på søndagstur. Hun var alene hjemme og var lækkersulten. Ville lave æggesnaps, som de plejede at gøre hos naboens, bare sådan, når de havde lyst. Det lykkes ikke rigtigt. Istedet fandt hun en pakke med kagecreme. Hun spiste det, det smagte, det var hemmeligt og forbudt. Hun slettede alle spor ved at skylle kop og ske og stille det i opvaskemaskinen. Dan mor og far kom hjem, spurgte mor, om det var æggesnaps. Hun sagde ja, var flov og følte sig skyldig i en forbrydelse.
De fik kun slik om fredagen. Lidt slik og hvis de var heldige, fik de også en lille sodavand. Is var kun til efterret i weekenden, da de blev lidt større, måtte de også få det til hverdag. Chokoladetrekanter, vafler og bradepandekager kom ofte på bordet, når der skulle hygges, og så måtte de spise lige så meget de kunne. Hun åd.
Kalorietælleren fandt hun i reolen en sommer, hvor hun var alene hjemme, hun var ca. 15 år. Hun læste om kalorier og fandt ud af, hvilke der var få i og spiste kun det - i hvert fald i et par dage. Æbler og knækbrød.
Da hun kom på gymnasiet, tog hun på, men hun følte sig ikke tyk, selv om nålen på farmors vægt viste 85 kg.
Hun er selvfølgelig mig! Det var sådan mit forhold til mad og krop var, da jeg var barn.
Det var egentlig først, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg rigtig fik vægtproblemer. Pludselig kunne jeg købe alt det, der var forbudt og jeg lavede en slikskuffe i mit køkken, så der altid var noget, hvis jeg blev lækkersulten. Det var jeg tit! Et halvt år inde i mit studie vejede jeg alt alt for meget.
Siden da er vægten gået op og ned og op igen og mit liv, har foruden uddannelse, job, mand og børn, i høj grad handlet om kalorietælling, trøstespisning og evig dårlig samvittighed.
Jeg spiser, når jeg er ked af det, frustreret, nervøs, stresset, selv når jeg er glad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar